Hør den oprindelige version af Åbenbaringen på engelsk:
Download (højre-klik for at downloade)
Som åbenbaret for Guds Budbringer
Marshall Vian Summers
den 17. januar, 2008
i Boulder, Colorado
Om denne optagelse
Ved at befinde sig i verden, kommer man til at indse, at der er destruktive kræfter i verden. Er man virkeligt ærlig og selvobserverende, vil man indse, at der endda er destruktive kræfter i én selv. Disse kræfter bliver med sikkerhed tydelige i verden omkring én og har været en del af den menneskelige oplevelse gennem hele menneskehedens historie.
Observerer du dine egne tanker og tilbøjeligheder, vil det være indlysende, at der er destruktive kræfter i dig selv. Du ser det i din lyst til hævn. Du ser det i din lyst til at sejre over eller overvælde andre. Du ser det i dit ønske, hvor hemmeligt det end måtte være, om at fjerne eller eliminere andre mennesker. Du ser dette i dine drømme.
Du ser det endda i dit ønske om at forandre verden. For, hvordan kan du forandre verden, uden at fjerne eller eliminere eller bringe de mennesker til tavshed, der modsætter sig dig? Dette problem er et grundlæggende problem ved at befinde sig i en fysisk realitet, at leve i en krop og konkurrere med andre om ressourcer, andre, der befinder sig i den fysiske virkelighed og lever i kroppe.
Den Store Adskillelse, der har sat gang i universets eksistens og ekspansion, blev ikke skabt med en ond hensigt. Den var ingen fejltagelse. Den var ikke født af ondskab. Men indenfor denne kompromitterede eksistens, bliver ondskab uundgåelig.
Ondskab er ikke en kraft, der blev frembragt af et mytologisk individ – én, der faldt i unåde og blev kilde og kernen til ondskab. Det er slet ikke tilfældet, når du tænker på jer selv i et Større Fællesskab af intelligent liv i universet, hvor der er utallige racer, der er så forskellige fra jer, der lever i meget anderledes miljøer, repræsenterer alle stadier af psykologisk, mental og teknologisk evolution. Det er indlysende, at det ikke er ét individ, der er kilden til alles problemer. Det er snarere resultatet af at leve en kompromitteret, adskilt eksistens.
Derfor kan du ikke give ét individ skylden for at ondskab eksisterer. Den er produktet af at leve i din nuværende tilstand, som ikke repræsenterer din eksistens i dit Ældgamle Hjem, den eksistens, hvorfra du er kommet og til hvilken du vil vende tilbage.
Du er kommet fra en virkelighed, hvori du er kendt og hvor der ingen spørgsmål er, til en virkelighed, hvor du ikke er kendt og hvor der kun er spørgsmål og meget få virkelige svar. Du er kommet fra et sted med social sikkerhed og inklusion, til et sted uden sikkerhed, der demonstrerer Adskillelse overalt. Du er kommet fra et sted, hvor du var i fred nu, til et sted, hvor du må overleve og konkurrere, hvor du må navigere i uvisse tilstande og under stadigt skiftende omstændigheder. Det er helt anderledes at befinde sig i en fysisk virkelighed, at befinde sig i en krop.
Den Englelige Vært, der repræsenterer Skaberen af alt liv, tjener som mellemmænd mellem dit Ældgamle Hjem og din nuværende realitet – idet du lever en fysisk eksistens, lever i en krop og må tage dig af denne form for realitet, der er så forskellig fra det sted, du er kommet fra.
Her forekommer Gud at være mystisk. Gud forekommer ikke at være til stede. Gud er ingen steder at finde. Du lever en eksistens, hvor Gud overhovedet ikke forekommer at eksistere, med mindre man har stærk tro. Hvor anderledes er dette ikke fra det sted, hvorfra du er kommet og det Hjem, du vil vende tilbage til.
Og da du kommer [fra] dette miljø, er dine idéer om Gud så begrænsede. Folk tænker, at Gud er som dem selv – meget magtfuld, selvfølgelig, meget vis, selvfølgelig, men dømmende og hævngerrig og vred og frustreret, ligesom de selv er. De har skabt Gud i deres eget billede.
Derfor er enhver påskønnelse af Gud kun en tilnærmelse. Der er ingen absolut sandhed om Gud født af din nuværende eksistens, for din nuværende eksistens er ikke absolut. Det er en relativ virkelighed, relativ på den måde, at den bevæger og forandrer sig og har en begyndelse og en ende. Men det sted, du kommer fra, forandrer sig ikke. Det har hverken en begyndelse eller en ende. Det er ikke foranderligt. Det er ikke uvist. Det er ikke uforudsigeligt.
Her er det derfor vigtigt at tænke på, at eksistensen af ondskab er resultatet af at leve i denne tilstand. Den er uundgåelig. Hvis du fratager et væsen deres fornemmelse af inklusion og sikkerhed og kaster dem ind i et miljø, hvor de nu må overleve og konkurrere, hvor de må tilintetgøre andre organismer for at overleve, hvor de konstant må tage sig af uvished og risikoen for tilintetgørelse, hvor tab hele tiden er til stede og altid er en fortsat trussel, hvordan kan man forvente, at de fungerer i en tilstand af absolut visdom og medfølelse, uden at frygt eller ængstelse ledsager dem ved hvert hjørne?
Gud forventer ikke dette. Gud forventer ikke, at nogen er perfekte under disse omstændigheder, for ingen vil være perfekte, og Gud forventer ikke noget, der ikke kan være. Du kan forvente det af dig selv og af andre mennesker, men det er fordi du ikke forstår den realitet, som du er trådt ind i og for hvilken du har valgt at komme.
Derfor straffer Gud ikke ondskab, for ondskab er uundgåelig. Det vil være som at straffe et barn for at være barnlig. Det vil være som at straffe tåben for at være tåbelig. Der er ingen straf for ondskab. Ondskab fastholder blot ens elendighed og forsinker muligheden for forløsning og gør den mere fjern.
Folk har naturligvis svært ved at acceptere dette, fordi de ønsker, at Gud tager hævn for dem. Ude af stand eller uvillige til selv at foretage den straf, de mener skal udføres, vil de nu gerne have Gud til at foretage den for dem. Dette er igen resultatet af at skabe Gud i sit eget billede, en Gud ligesom dem selv, blot mere magtfuld, det er alt.
Helvede er en opfindelse, som folk har skabt, for at straffe de mennesker, de hader og ikke kan udstå. Men I lever allerede i en slags Helvede, ser du, Adskillelsens Helvede. At forpligte sig dybere til denne tilstand repræsenterer en yderligere nedstigning til Helvede. At isolere sig yderligere, nu kun styret af sin skræmte forestillingsevne og sin fordømmelse af sig selv, af andre og af verden, kaster en længere ind en tilstand, der i sagens natur er grundlæggende vanskelig.
Så ondskab er overalt omkring dig. Den tager form af kræfter i det mentale miljø, overtalelseskræfter, kræfter du ikke kan se men kan mærke, som påvirker din tænkning, dine sindstilstande og din opførsel.
Ser du, det er grunden til, at enkeltpersoner, grupper og hele nationer kan forpligte sig selv til handlinger, der grundlæggende er destruktive og kontraproduktive. En hel nation kan forpligte sig til at invadere og tilintetgøre en anden nation, for dens rigdom og dens ressourcer, under dække af national sikkerhed eller selvopretholdelse. Eller den [krig] kan føres under religionens banner, idet der tænkes, at den anden nation er ugudelig eller ond, at de er hedninge, de uforløste. Men det er alt sammen en undskyldning for at udtrykke ondskabens magt eller kraft. Og skønt den kan være anført af nogle få beslutsomme enkeltpersoner, vil alle andre blive fejet med.
Hvordan kan det være? Hvordan kan sådan en kraft have så stor en indflydelse? Det er magt i det mentale miljø, ser du.
For at overleve i denne verden, har I brug for assistance og støtte, og for at få denne assistance og støtte, vil I gå på mange kompromisser – i jeres forhold til andre, i jeres ægteskaber, i alle jeres forhold overalt omkring jer, i jeres forhold til den nation, I lever i. I vil gerne have dens assistance, dens beskyttelse og godkendelse, så I vil følge med, skønt den gør noget, der er grufuldt og er en tydelig krænkelse af det, I virkeligt værdsætter.
Det er ondskabens magt, der fungerer i det mentale miljø, som udtrykker sig selv i en social sammenhæng. Den kan maskeres som pligt overfor sin nationer, sin familie, der kan føre en til at gøre ting, der tydeligvis krænker det, som Kundskab i en selv indikerer – den dybere intelligens, som Skaberen af alt liv har lagt i dig. En krænkelse af Kundskab, en krænkelse af Gud, en krænkelse af det, du ved er rigtigt – du vil krænke disse ting, for at få den assistance, den beskyttelse og den godkendelse, du tror er nødvendig for din overlevelse. Dette er en reel knibe. Igen er det en knibe, som er en følge af at leve en adskilt eksistens.
Verden er et smukt sted. Den er pragtfuld. Den er Skabelse, der sker hvert minut. Den er forandring, der sker hvert øjeblik. Hvis du kan skille dig fra dette og opleve den – uden at frygte for egen overlevelse, uden at være bange for, hvad du kan miste eller være nødt til at opgive – kan den faktisk være en pragtfuld oplevelse. Men forveksl den ikke med dit Ældgamle Hjem, hvorfra du er kommet og hvortil du vil vende tilbage. Der er ingen sammenligning.
Derfor må du acceptere verden som den er. Du kan ikke få den til at ligne dit Ældgamle Hjem. End ikke Gud kan få den til at ligne dit Ældgamle Hjem, for Gud skabte den til at være anderledes.
Gud er ikke forfatteren af ondskab, men Gud har skabt et miljø, hvor ondskab, i det mindste blandt intelligente racer, der er klar over deres dødelighed, er sandsynlig og uundgåelig. Men Gud har givet en modgift til ondskab, en magtfuld modgift er den, anbragt i dig i Kundskabens magt og tilstedeværelse, en dybere forstand i dig. Ikke den forstand, du tænker med. Ikke den forstand, der dømmer og spekulerer, sammenligner og fordømmer, men en dybere forstand – en forstand ligesom Guds forstand; en forstand, der ikke tænker ligesom din personlige forstand; en forstand, der ser, venter, ved og handler med magt og forpligtelse.
Den er modgiften, ser du. Den er modgiften til ondskab i dig, og modgiften til ondskabens overtalelse i dig selv og overalt omkring dig, den overtalelse, der er så udbredt og magtfuld i verden. Ultimativt er den en modgift til ondskab i hele universet. Men den må blive stærk i enkeltmennesker.
Kundskabens magt i dig er ubestikkelig. Den overtales eller påvirkes ikke af forførelser og lokkemidler i den menneskelige verden og selv ikke i Det Større Fællesskab, hvor ondskabens udtryk og konflikter har eksisteret så vældigt længe.
På egen hånd kan du ikke bekæmpe ondskab. Hvis du forsøgte at bekæmpe den, ville den forføre dig. Du vil blive mere som den. Fra at være en fredelig talsmand, vil den få dig til selv at blive kriger. Du vil se dig selv tage våben op imod andre, som du anser for at være styret af ondskab.
Du vil blive ligesom dem, fordi ondskab elsker opmærksomheden. Den trives med menneskeligt engagement. Den styrkes af dem, der følger den og af dem, der går imod den. For uden menneskelig loyalitet og menneskelig opmærksomhed har ondskab ingen steder at hæfte sig fast. De væsner, der har forpligtet sig til den, har brug for loyalitet og har brug for andres engagement.
Der er meget få mennesker i verden, der virkeligt er onde, der har forpligtet sig til denne kraft, denne magt. Men deres indflydelse på samfundet er i det store og hele enorm. Deres destruktive virkning er enorm. Deres handlingers indvirkning på andre, givet deres antal, er enorm. Deres overtalelsers kraft til at engagere nationer i krig med andre nationer er meget magtfuld, ser du.
Du, som enkeltperson, kan ikke bekæmpe den, uden at risikere at falde for dens overtalelser og dens lokkemidler. At prøve at gøre det er at forpligte sig til at gå imod andre. Det placerer dig og sætter dig grundlæggende op imod andre, selv i udgangspunktet. Nu må du slås med andre for at gøre de ting og skabe det, du tænker er rigtigt.
Mens det er fint at gå imod andre for en god sag, ændres dine hensigter i denne situation. Den ændrer dine motiver, fordi du er styret af frygt – frygten for fiasko, frygten for ikke at nå det, du gerne vil nå, frygten for at tænke at, hvis det ikke lykkes dig, vil de modgående kræfter være overlegne. Frygt giver anledning til vrede. Vrede giver anledning til had. Had giver anledning til vold. Og vold giver anledning til yderligere vold.
Det er en fælde, ser du. Det er en elementær gåde. Det tager gode mennesker og sætter dem imod hinanden, forandrer deres sande intentioner om at etablere fred og samarbejde, og manifesterer helt andre resultater.
Der lever en større Visdom i dig, der ikke påvirkes af dissonans-kræfter i verden, ikke påvirkes af andres overtalelser eller af nogen kulturs eller endda religions lokkemidler. Den er fri. Den er ren. Den er sikker. Den er kun ansvarlig overfor Gud, fordi den er en forlængelse af Gud.
Ligegyldigt hvor langt du går med hensyn til at prøve at etablere din isolation, med hensyn til at prøve at være succesfuld i Adskillelse og med hensyn til at få Adskillelse til at fungere, er du stadigt forbundet med Gud gennem Kundskab, dette dybere sind i dig. Du kan ikke flygte fra den. Du kan ikke adskille dig fra den. Du kan fornægte den. Du kan dække dens lys med mange lag og leve i mørke, men du kan ikke eliminere den. Den repræsenterer dit formål med at være i verden, din forbindelse til Gud og din forløsning.
Spørgsmålet er: hvor længe vil det tage dig at komme til at begære den og indse, at uden den, kan du ikke være succesfuld, du kan ikke opfylde dig selv, og du kan ikke yde et ægte bidrag til verden, hvilket er din virkelige hensigt med at være her? Uden den kan du ikke opfylde din sjæls behov. Uden den kan du ikke have fred og integritet i dig selv. Uden den kan du ikke have et vellykket forhold til dig selv, end ikke til andre mennesker, end ikke til hele verden.
Du kan muligvis stadigt tro på militær magt, våbenmagt, styrkens magt, regeringsmagt, den personlige overtalelsesmagt, den personlige dominans’ magt, rigdommens magt, skønhedens, klogskabens eller charmens magt, men kun Kundskab i dig har den virkelige magt til at genforene, til at genforbinde, til at velsigne og til at inspirere.
Verden har etableret sine egne guder, sine egne definitioner, sine egne magt- og dominansudtryk, overtalelses- og erobringsudtryk og så videre. Men Kundskab i dig og i andre narres ikke af disse.
Du kan ikke få Kundskab til at give dig det, du ønsker, for den er mere magtfuld end du, end din personlige forstand – en forstand fuld af ønsker og konflikter, frygt og ængstelse, en forstand, der identificerer sig med alt det, der er uvist, en forstand, der er underlagt ondskabens magt, en forstand, der let påvirkes og er blevet påvirket.
Men dybere i dig er Kundskab. Du har det, der er uforandret, ser du. Det er at komme tilbage til det, der er uforandret i dig, der er din forløsning, der er din magt, der begynder at befri dig fra misbrugets og overtalelsens greb.
Du kan foregive at være hvem som helst du gerne vil prøve at være. Du kan give dig selv et hvilket som helst navn. Du kan etablere dig selv i en hvilken som helst rolle. Du kan spille det gode menneskes rolle eller det dårlige menneskes rolle. Men i dig er Kundskab, der venter på at blive opdaget.