Hvad er Skabelsen?

Nu er det tid for menneskeheden at lære om spiritualitet i Det Større Fællesskab af liv, hvori jeres verden altid har ligget. Nu er det tid til at vokse fra et stammefokus og en stammeidentifikation, for at lære et nyt paradigme, for at erkende den religiøse forståelses evolution i universet, hvor den er udtrykt mest fuldkomment, og hvor den er opnået mest fuldkomment.

Nu må menneskeheden få et større perspektiv, for at etablere menneskeligt sammenhold og menneskelig forståelse, for at imødekomme og se de kommende Store Bølger af forandring i øjnene, samt for at erkende og neutralisere Det Større Mørke, der er i verden.

I kan ikke gå en ny virkelighed i møde med en gammel forståelse, og derfor har Gud sendt et Nyt Budskab til verden, et Budskab for menneskenes beskyttelse og avancement.

Det første spørgsmål er: Hvad er Skabelsen? Skabelsen er alt, hvad Gud har skabt, i tid og hinsides tid. Du lever i tid, så du lever i en del af Skabelsen, der bevæger sig, der er i forandring, der er ustabil og evolverer og ekspanderer. Denne del af Skabelsen blev etableret for at sørge for et hjem til de adskilte, hvor de kunne opleve Adskillelse og have muligheden for at vælge en vej, ad hvilken de vil vende tilbage til den del af Skabelsen, der ikke forandrer sig, der er fuldkommen og evig.

Skabelsen, som du må beskæftige dig med, er den midlertidige Skabelse – en tidens og rummets sted, en fysisk virkelighed, en virkelighed af konstant forandring, evolverende systemer, en virkelighed af modsætninger og konflikter, en virkelighed af liv og død.

Adskillelse skabte denne virkelighed, for Gud vidste, at de adskilte måtte have et grundlag, hvorpå de kunne eksistere. Dette satte gang i det fysiske univers, som I kun lige er begyndt at begribe, og som du må lære at tjene og at erkende, hvis du skal vokse fra dets fascinationer og tilgive dets tragedier.

Skabelsen herudover går udover din nuværende bevidsthed, skønt du faktisk lever i den. For den midlertidige Skabelse foregår på et andet plan. Du er allerede omgivet af den permanente Skabelse, men dine øjne kan ikke se den, dine ører kan ikke høre den og dine fingre kan ikke røre den, for dine sanser blev kun etableret for at genkende fysiske ting og noget, der bevæger sig, ting, der bevæger sig og lyde, der forandrer sig.

Den større realitet, du lever i, er overalt omkring dig. Du har aldrig forladt den, men givet din afhængighed af dine sanser, kan du ikke opleve den direkte, uden en bestemt form for forberedelse.

Dette er fuldstændigt forvirrende for din menneskelige forståelse og er fuldstændigt forvirrende for utallige racer af væseners forståelse, der lever i Det Større Fællesskab af intelligent liv, hvilket omfatter det fysiske univers, hvori I lever. De lever alle i Adskillelse. De oplever alle evolution. De repræsenterer bevidsthedens, teknologiens og de sociale institutioners evolution på ethvert tænkeligt plan.

Dette finder altsammen sted indenfor selve den permanente Skabelse. For mens der forekommer at være Adskillelse, og du lever i denne adskilte tilstand – hvor alt synes at være distinkt og unikt; hvor alt forandrer og bevæger sig, fødes og dør – har du ikke forladt den permanente Skabelse. Den er her stadig.

Adskillelsen er i bund og grund et problem i opfattelse, kommunikation og bevidsthed. Meget få i menneskenes historie har kunnet bryde dette slør, der forekommer at adskille denne fysiske, midlertidige, omskiftelige virkelighed fra din permanente virkelighed, der repræsenterer dit Ældgamle Hjem – hvor Gud er kendt, hvor du er kendt, hvor der ingen spørgsmål er, fordi der ingen konflikter er, hvor forandring ikke eksisterer, fordi der ikke er behov for den.

Dette er ubegribeligt for dig i din nuværende tilstand, og givet dine prioriteter og mål, er det ikke en gang ønskværdigt. Men det er vigtigt for dig at vide, at Adskillelsen ikke virkeligt lykkedes, og at bruddet med Gud ikke blev helt fuldbyrdet. Adskillelsen er reel i din nuværende oplevelse af virkeligheden, i denne delvise Skabelse, hvor du eksisterer. Men den er adskilt. Derfor forandrer den sig, og derfor evolverer den.

Hvis livet i det fysiske ikke forandrede og udviklede sig, ville det være Helvede for dig. Forestil dig at befinde dig i en realitet, du ikke brød dig om, en realitet, der aldrig forandrede sig. Du ville intet håb have. Du ville ingen fremgang gøre. Og selv, hvis denne fysiske realitet, denne uforanderlige fysiske realitet, var perfekt, med hensyn til at imødekomme alle dine følte behov, ville du efter nogen tid se, at det, at leve i en krop, iboende er ubehageligt, problematisk og vanskeligt, og du ville ønske at være fri. Men i det tilfælde, ville du ikke kunne være fri, for du ville have etableret en form for [udødelighed] i din forestillede fysiske realitet, og du ville være fanget, ser du.

Helvede er et smukt sted, hvor du aldrig kan være lykkelig. Det er Helvede. Hvis du befandt dig et sted med ægte pinsel, ville du ønske at tage hjem til Gud lige med det samme. Men her, i dette smukke Helvede, er du ambivalent; du er tilknyttet. Det fascinerer dig; det forfører dig; det tryllebinder dig. Og skønt du frygter dets farer, dets terror og dets uforudsigelighed i den nuværende fysiske realitet, er du stadigt fokuseret på det.

Så, for dig er Skabelsen det fysiske univers. Det forekommer at vare evigt men er reelt midlertidigt. Det har en begyndelse, en midte og en ende. I er endnu ikke nået til midten af dette ekspanderende univers, så det er noget, der er forvirrende for din forståelse.

Skulle du nogensinde tænke, at udødelighed i det fysiske rige er ønskværdigt, er det vigtigt for dig at vide, at en sådan tilstand ville være selve Helvede. At befinde sig et smukt sted, hvor man aldrig kunne være lykkelig, ville være yderst helvedesagtigt, og du ville være holdt der i lang tid, fordi du ville blive ved med at ønske det, tro på det, håbe på det og forsøge at få det til at fungere.

Det faktum, at din fysiske realitet konstant ændrer sig, ekspanderer og evolverer og går gennem vækst og forfald, giver dig håbet og løftet om, at dit højere formål og sjælens behov kan blive opfyldt her.

Det kræver et helt andet teologisk og filosofisk grundlag. Hvis du tror du befinder dig i verden, fordi du har syndet eller fordi du er blevet fordømt, vil du ikke erkende den store mulighed for din forløsning, der eksisterer i din virkelighed. Givet mange af verdens religioners filosofiske grundlag i dag, bliver dette billede utroligt komplekst, uklart og vanskeligt at skelne.

Men Gud har lagt Kundskab i dig, en dybere forstand, en dybere forståelse. Og denne Kundskab holder dit formål og din retning og løftet om dine større præstationer i verden.

Da du er trådt ind i Adskillelse, må du nu tjene Adskillelse. Du må tjene folk og livet, der eksisterer i denne adskilte tilstand. Det er på denne måde, du genopdager og genoplever dit Ældgamle Hjems permanens.

Forløsning er ikke blot at behage Gud og komme i Himlen, eller ikke behage Gud og komme i Helvede. Dette er latterligt. Det repræsenterer en ren menneskelig adskilt sindstilstand og opfattelse. Du mener, at de retskafne skulle belønnes og de onde straffes, og at Gud vil give belønningerne og foretage straffen. For at bevare din fornemmelse af retfærdighed og for at imødekomme dine kriterier og forventninger, forestiller du dig, at Gud er som dig selv – har dit temperament og dine værdier. Det er selvfølgeligt tåbeligt og arrogant, men det er mange menneskers holdning.

Men lad være med at bekymre dig, for alle i det fysiske univers, alle talløse racer af væsner på alle evolutionsstadier, har disse slags antagelser. Det må forventes. Det narrer ikke Gud. Gud bliver ikke oprevet over det. Det er simpelthen resultatet af at leve i en adskilt tilstand.

Endda jeres tanker om religion og spiritualitet har grundlag i denne adskilte tilstand. Folk forestiller sig Himlen, som en perfekt version af deres fysiske realitet, uden at erkende, at skulle en sådan realitet nogensinde blive skabt, ville det være Helvede selv. At befinde sig et smukt sted, hvor man aldrig kunne være lykkelig, ville være et slags vedvarende Helvede.

Gud kan ikke gøre nogen lykkelig ved at vifte med en tryllestav eller med en eller anden besværgelse. Du må vende tilbage til din permanente tilstand, som Gud skabte dig, ikke som et konfliktfyldt individ. Du ville ikke en gang kunne opleve din permanente virkelighed, som et konfliktfyldt, ulykkeligt individ. Du ville se din egen forstands projektioner. Du ville ønske at være i et miljø, der repræsenterede din egen konfliktfyldte tilstand, og det er det, der holder dig her.

Du kunne befinde dig i en værre tilstand. Du kunne opleve Helvede mere dybtgående. Du kunne afgjort være mere elendig. Der synes ingen ende at være med hensyn til den elendighed, som folk er villige til at rumme og tilpasse sig.

Ikke desto mindre er Skabelsen fuldkommen, og din midlertidige oplevelse i denne midlertidige realitet, som I kalder det fysiske univers, er kun en ganske lille del af Guds permanente Skabelse – en Skabelse, du endnu ikke selv tydeligt kan opleve, skønt du kan få et glimt af den nu og da.

Folks overbevisninger og antagelser, deres metafysiske idéer, deres religiøse værdier og deres spekulationer, lider alle af en slags niveauforvirring. De prøver at forestille sig en varig velsignet tilstand, der kaldes Himlen, men de kan ikke se den, som den reelt er. De kan endnu ikke genlyde med den, som den reelt er, for det er de ikke parate til. De er endnu ikke blevet forberedt på Himlen, på at vende tilbage. De er ikke fuldkomne i deres tjeneste her i den fysiske virkelighed. De har ikke opfyldt deres mission her.

Da Adskillelsen begyndte, inden I agtede tid eller historie, blev løsningen øjeblikkeligt skabt. For, mens Adskillelse kan narre jer, gribe jer, tryllebinde jer, fange jer og alle andre entiteter og væsner, der befinder sig i den fysiske realitet på dette tidspunkt, narrede den ikke Gud. Den kan være idiotsikret, men den er ikke Gudsikret. Så løsningen blev skabt øjeblikkeligt. Men i tid forekommer løsningen at kræve en hel del erfaring, for at blive accepteret, oplevet og udtrykt.

Du smægter i tid. Tid er intervallet mellem det tidspunkt du forlod din permanente Skabelse, til den tid, hvor du endeligt vender helt tilbage til den. Dette interval kaldes tid. Tid er ubegribelig og unødvendig i din permanente realitet, for tid er relateret til forandring. Den er relateret til begivenheder, der forandrer sig. Den er noget, der markerer begivenhedernes gang.

Hele idéen om tid er del af tilpasningen til at leve i en fysisk realitet. Det er en udmålingsform etableret af nødvendighed, for at kunne organisere sine tanker og handlinger, kommunikere med en omskiftelig fysisk virkelighed, markere sin fremgang og sine præstationer, og forstå sin historie og sin fortid og andres historie og fortid, andre, der har opholdt sig her. Tid er unødvendig i din permanente virkelighed. Den er irrelevant.

Ud fra Vore ord kan du her se, hvor langt du endnu er fra at kunne opleve dette eller genlyde med dette. Måske fascinerer det dig. Måske bringer det en ældgammel erindring i dig i bevægelse. Måske er der aspekter af det, du længes efter. Måske ser det kedeligt og uspændende og utiltalende ud for dig at leve i en uforanderlig virkelighed.

Du er så afhængig af forandring. Du elsker forandring og du hader forandring. Du elsker din fysiske eksistens og du hader din fysiske eksistens. Den fascinerer dig. Den stimulerer dig. Og dog sårer den dig, skræmmer dig og skuffer dig.

Det er dette tilsyneladende uforenelige problem, denne tilsyneladende uforenelige forvirring og dikotomi, som Guds svar adresserer direkte. For i dig har Gud lagt en dybere intelligens, der ikke forvirres af det, der forvirrer din tænkende, verdslige forstand. Den sløres ikke af verden. Den bedrages ikke af, hvordan noget ser ud. Den tiltrækkes ikke af alle de ting, der synes at bevæge dig, forføre dig og lokke dig. Den skræmmes ikke af det, der skræmmer dig. Den er ikke bange for forandring, tab og død. For den er den permanente del af dig. Den er den del af dig, der aldrig kunne adskille sig fra Gud.

Denne Kundskab er i dig nu. Den er her på en mission for at yde et bidrag, under bestemte omstændigheder, med bestemte enkeltpersoner, for at opnå bestemte ting. Dens ultimative formål går udover din opfattelsesevne, men de trin, den giver dig er omgående tilgængelige og de kan skelnes, hvis du er villig, åben og dygtig. Den løser dilemmaet, fordi den udtrykker dit Ældgamle Hjems realitet gennem dig, mens du opholder dig her i denne midlertidige fysiske realitet. Den demonstrerer en større magt, en større genklang og et større forhold. Og den sørger for ægte, håndgribelig tjeneste her i verden, hvor folk lider. De smægter i tid. De oplever desperation og håbløshed. Og verden står i den nære fremtid overfor stor møje og besvær.

Gud er ikke ubekymret i denne sag. Gud sender det til verden, der er behov for, for at holde alle her i bevægelse i en positiv retning. Det er folk i denne virkelighed, der har beslutningen og magten til at gøre verden til en bedre afspejling af deres Ældgamle Hjem, eller til et mere helvedesagtigt sted.