Hør den oprindelige version af Åbenbaringen på engelsk:
Download (højre-klik for at downloade)
Som åbenbaret for Guds Budbringer,
Marshall Vian Summers,
den 27. januar, 2013
i Boulder, CO
Menneskeheden har kimen til storhed, på trods af sine fejl, sin ignorance og sin korruption. For åndelighed er stadig i live i denne verden, hvor den er død og glemt så mange andre. Kærlighedens ild brænder her stadig i mange, mange menneskers sind og hjerter – en ild, der er blevet kold i så mange andre verdener i universet omkring jer.
Menneskeheden kender ikke til sit større løfte og større potentiale, for den kæmper med de selvsamme kræfter, som har ødelagt kærlighedens og Kundskabens styrke i andre verdener – de selvsamme grådighedens, belejlighedens, korruptionens, konflikternes, krigens og afsavnets kræfter.
Tænk ikke, at dette er unikt for denne verden og for den menneskelige familie, for disse ting har været en del af udviklingen for alle store nationer i universet omkring jer. Men mange af nationerne udenfor jeres verden, har aldrig kendt frihed, har aldrig kendt medfølelse. Undertrykte fra begyndelsen har de udviklet sig teknologisk, på ingen måde meningsfuldt.
Menneskeheden kender ikke til sit større løfte og sit potentiale for fremtiden. Dog vil den fremtid, der vil give menneskeheden stabilitet, sikkerhed og beskyttelse mod sammenbrud i verden og mod intervention udefra, være en verden, der ser meget anderledes ud, end den, du ser i dag, og være meget anderledes, end den, langt de fleste mennesker forventer og lægger planer for i dette øjeblik.
For skulle menneskenes ønsker og ambitioner blive opfyldt i fremtiden, ville civilisationen bryde sammen og blive overtaget af andre nationer i universet, som allerede nu med stor målrettethed ser på verden.
Menneskenes fremtidige verden, skulle det lykkes den at klare det store skift, er en verden, som kun få mennesker kan se i dag. Alligevel repræsenterer den vækst og modenhed i universet, især blandt avancerede verdener, der har kunnet bevare den individuelle frihed og drage fordel af dens gaver, og minimere virkningerne af dens kaotiske udtryk.
Dette er evolution. Men evolutionen følger de beslutninger, som de intelligente racer, den er en del af, træffer. Skulle menneskeheden fortsætte sin desperate kurs, vil den opbruge verdens ressourcer og destabilisere verdens klima så meget, at verden kun vil være beboelig for en meget lille procentdel af den menneskelige befolkning, og de, der kan overleve, vil være under større pres. Tænk ikke, at dette ikke er sket i universet omkring jer, for miljøsammenbrud er sket utallige gange, meget ofte med alvorlige og tragiske konsekvenser til følge.
Den fremtidige verden bliver nødt til at blive opbygget af asken fra den gamle verden og af ønsket, medfølelsen og visdommen hos dem, der kan se, og som erkender, at menneskeheden på nuværende tidspunkt er ved at runde et vigtigt hjørne og passere en stor tærskel.
Den fremtidige verden, der vil være bedre end jeres fortid, må tilnærmes gennem et meget vanskeligt og farligt skift – en tid, hvor mange ting vil falde bort; en tid, hvor der vil være stor og tiltagende miljømæssig, social og økonomisk ustabilitet; en tid, hvor der vil være stor risiko for krig og konkurrence om, hvem der vil få adgang til de resterende ressourcer.
Nationer vil være ustabile. Der vil være voldelige revolutioner, selv i stabile lande. Der vil være tiltagende bitterhed mellem nationer, som indbyrdes kæmper om de få uspolerede dele af verden, der er tilbage. Muligheden for, at menneskeheden bryder sammen, er meget stor under disse omstændigheder og bør aldrig undervurderes. Lad dig ikke narre af blind optimisme, for du må se realiteterne i øjnene, når du lever i en verden med svindende ressourcer og ustabilt miljø.
Her har menneskeheden et stort valg, som ikke kun må træffes af nationers ledere, men af borgere overalt, med hensyn til, hvilken vej den vil følge. Vil den følge stridens, konkurrencens og krigens vej? Eller vil den søge måder at genoprette verden på, at forvalte dens ressourcer og dele dem retfærdigt, så menneskeheden kan have en fremtid, en fremtid, der er bedre end dens fortid? Her drives menneskelig forening og samarbejde ikke af et stort ideal eller af en religiøs filosofi, men af ren og skær nødvendighed, for alternativerne er alt for alvorlige og tragiske til overhovedet at overveje.
Beklag dig ikke over dette eller tro, at det er et stort uheld for dig, for du er sendt til verden på dette tidspunkt, for at være en del af dette store skift. Hvis du kan opdage den større Kundskab, som Gud har lagt i dig – som er der for at vejlede dig, beskytte dig og føre dig til et større liv i opfyldelse og bidrag – vil du kunne bruge disse omstændigheder gavnligt, for at være en del af en større kraft for det gode i verden, en kraft der er så stort behov for og som må komme til udtryk gennem enkeltmenneskers hensigter og visdom mange, mange steder.
I står ved en stor skillevej. Vælg én vej, og den vil afgøre jeres skæbne. Vælg en anden vej, og den vil afgøre jeres skæbne. Her må I have visioner. I kan ikke bare handle med hastværk og ud fra belejlighed. I kan ikke bare handle ud fra ønsket om magt og rigdom i øjeblikket, for så giver I afkald på fremtiden og skaber et resultat, der er mere forfærdeligt, end I overhovedet kan forestille jer.
Her straffer Gud ikke menneskeheden. Det er ikke Guds vrede, for Gud har ingen vrede. Det er en menneskelig opfindelse – en vred Gud for vrede mennesker. Men Gud tillader menneskeheden at træffe beslutningen om sin egen skæbne i denne verden og at vælge sin egen fremgangsmåde og individuelt og kollektivt afgøre, hvilken vej den vil gå, idet den står her, ved den store opdeling af vejen.
Hvis menneskene vælger stridens, konkurrencens og krigens vej, kan du forestille dig dette scenarie og se, hvor rædselsfulde og forfærdelige forholdene ville være. Mere forfærdelige end du kan forestille dig.
At vælge alternativet er at vælge at leve anderledes, bruge meget færre af verdens ressourcer og tænke på dig selv, ikke alene som del af en gruppe, en stamme eller en nation, men som verdensborger, der nu arbejder på at bevare stabiliteten i verden og videreførelsen af den menneskelige civilisation, som er opbygget over en meget lang periode og har avanceret og gjort fremskridt, på grund af utallige menneskers fornemme arbejde, som har givet deres liv, for at opbygge bestemte aspekter af denne civilisation. Selvom denne civilisation er yderst ufuldkommen og fyldt med fejl og korruption, holder den stadig et fremragende potentiale.
Hvis du kunne vove dig rundt i universet, i din lokale region af rummet, ville du se, hvor stort dette potentiale er, i modsætning til de fleste andre nationer. Du ville blive chokeret og forfærdet over manglen på frihed i disse riger. Du ville se på livet i disse verdener og indse, at det ville være fuldstændig undertrykkende for dig. Mange er blevet stærkt reducerede gennem krig og konflikter internt og mellem hinanden og andre nationer i universet. Lektierne her er omfattende, alvorlige og meget nødvendige at genkende.
Hvis I tager den nemme vej, den vej, hvor man lever for øjeblikket, hvor man får alt, hvad man ønsker sig, vil I i dette liv være krigens motor. I vil følge den vej, som så mange andre verdener har fulgt, med uundgåelig afsavn og kaos til følge.
Men Gud har sendt et Nyt Budskab til verden, for at advare om resultatet her og for at give menneskeheden et større løfte, for I har dette større løfte. På trods af jeres tragiske historie og jeres endeløse konflikter, har I stadig dette større løfte. Og du, som individ, har dette større løfte, fordi Gud har lagt Kundskab i dig, til at vejlede dig, Kundskab, som du endnu ikke har opdaget, men som du desperat har brug for, i alle dine bestræbelser.
Visionen er en bæredygtig verden. Det betyder, at Jorden vil give jer alt, hvad I har brug for, for I kan ikke tage ud i universet og søge de ressourcer, som I har ruineret her på Jorden, ellers vil I falde for fremmede magters overtalelse. De vil endda opfordre jer til at gøre det, for det er på den måde, de væsner, der iagttager jeres verden langvejsfra, kan få herredømme i denne verden.
Nej, menneskeheden vil være nødt til at være selvforsynet. Den må være tilstrækkelig forenet. Og den må være meget diskret.
Frie verdener sameksisterer ikke særlig godt med verdener, der ikke er frie. Her må I være meget forsigtige. Dette vil ændre jeres idéer om rumrejser og om at besøge andre verdener, som var det en form for åndelig søgen eller en dragende turisme. Skil dig af med disse forestillinger, for de er absurde og unaturlige i universet.
Menneskene bliver nødt til at være meget ansvarlige og meget forsigtige med, hvad de projicerer ud i rummet, hvordan de styrer deres verden, deler deres ressourcer og så videre.
Her siger du måske: ”Jeg kan ikke engang forestille mig sådan en verden. Jeg tror ikke, den er mulig.” Men den er ikke kun mulig. Den er nødvendig. For alternativet er for forfærdeligt at overveje.
Derfor må du lytte og være åben overfor en ny virkelighed og for din deltagelse, med henblik på at opbygge denne virkelighed, for den kommer ikke af sig selv. Hvis beslutsomme individer ikke er orienterede i denne retning, vil menneskeheden handle på sin egen måde. Og der vil være uorden.
Derfor må du have et stort hjerte, en stor styrke, et stort formål og en stor vision, som Kundskab indeni dig vil give dig, når du er klar til at tage imod. Du har brug for disse ting, fordi du har brug for at komme ud af dit ynkelige liv, dine ynkelige bestræbelser, dine tragiske idéer og involveringer. I betragtning af hvem du er, og hvad du virkelig er sendt hertil for at gøre, er dit liv i øjeblikket ynkeligt og uheldigt og vildledt.
Acceptér dette, for det taler om din storhed. Dog, for at opdage din storhed, må du se din svaghed i øjnene, så objektivt som du kan. Og du må have en vision for menneskeheden, som forekommer at være upraktisk, urealistisk, måske endda umulig, men ikke desto mindre nødvendig. For det er Himlens Vision. Det er Himlens Vilje. Men Himlens Vilje må udtrykke sig gennem folks sind, hjerter og handlinger overalt.
Jeres fremtid vil være meget anderledes. Den vil have en meget mindre menneskelig befolkning. Store dele af verden må efterlades i deres naturlige tilstand, for at begynde genopbygningen af klimaet i verden. Handel vil finde sted meget mere lokalt, end tilfældet er i dag, for der vil ikke være nok ressourcer til at bringe ting fra hele verden, undtagen i meget sjældne situationer. Floderne må renses. Søerne må renses. Atmosfæren må renses.
I bliver nødt til at bevogte jeres grænser til rummet meget omhyggeligt og være meget forsigtige med at få besøg af andre racer. Jeres få allierede i jeres lokale region i rummet vil ikke forsøge at få relationer til jer, før I har opnået en stabil og afklaret tilstand i denne nye verden, for de er klar over, at deres tilstedeværelse her vil skabe tvivl og forvirring, for i denne henseende har I endnu ikke evnen til at skelne ven fra fjende.
Menneskeheden bliver nødt til at gøre sig fortjent til sin frihed. Den bliver nødt til at fortjene sin isolation i universet. Den bliver nødt til at vokse fra sin ungdommelighed og sine barnlige fantasier om sin egen betydning i universet, og hvad universet egentlig er, og hvad der foregår derude.
For at gøre dette muligt har Skaberen af alt liv, som en del af det Nye Budskab til menneskeheden, sendt en lære om livets virkelighed og åndelighed i universet, for at give jer en sand redegørelse over, hvad der foregår udenfor jeres grænser, og en nøgtern forståelse af, hvad I må gøre her på Jorden, for at forberede jer på at være med i dette Større Fællesskab, som en fri og selvbestemmende race.
Jeres fremtidige verden vil være en verden med et omskifteligt klima og en begrænset fødevareproduktion. Ørkenerne vil vokse. Havene vil stige. Derfor må de jorde, der kan producere afgrøder, dyrkes og beskyttes meget omhyggeligt. Krig og stridigheder mellem nationer vil af nødvendighed blive begrænset. Så meget selvforsyning som mulig vil måtte etableres overalt, hvor end menneskene kan bevare deres position og deres infrastruktur.
Der bliver nødt til at være stor lydighed, og den individuelle frihed vil til en vis grad blive indskrænket. For i denne nye verden kan man ikke gøre, have eller være, hvad som helst, man vil. Men, det er i orden, for du kom ikke til verden for at forkæle dig selv på denne måde. Du er sendt til verden for at tjene verden og for at bidrage til at fremme og opbygge og forfine den menneskelige civilisation.
Det er dit sande formål. Og hvis du kunne finde din indre natur og begynde at reagere på den, ville du se, at dette er sandt for dig, uanset din personlighed, dine vaner, din overbevisning, din religion eller din nationalitet.
Hvis tilstrækkeligt mange mennesker kan komme til at erkende Kundskabens kraft i deres indre, det dybere Sind, som Gud har lagt i dem, kan denne slags verden skabes og opnås, med et minimum af stress og ødelæggelse.
Faktisk vil jeres stærke modstander i fremtiden være selve naturen. I bliver nødt til at finde måder at beskytte jer selv mod den tiltagende ustabilitet i den naturlige verden, som er et produkt af menneskeligt misbrug, menneskelig korruption og menneskelig forurening. Det vil være en kamp med naturen, mere end en kamp med hinanden.
Naturen her er en magtfuld modstander og må fremfor alt forstås og respekteres. Men menneskene har på nuværende tidspunkt mistet deres kontakt med naturen. De tror, de kan gøre verden til lige det, de vil. De tror, de kan forvandle ørkenerne til landbrugsjord. De tror, de kan gøre deres byer til legepladser. De tror, at de kan tøjle alle Jordens kræfter, med henblik på deres egne nydelser, begær og hensigter. Men det er tåbens paradis, og alle i det Større Fællesskab, som har gennemgået disse udviklingsstadier, forstår hvad dette betyder.
Menneskelig frihed og frihed i universet er ikke en rettighed. Den er et privilegium. Den er en belønning skabt af generationers utrættelige indsats, for at gøre det muligt for frihed at eksistere og blive opretholdt, og for at høste fordelene af dens store kreativitet og produktivitet, samtidig med at man minimerer de vanskeligheder og det kaos, som den til tider kan skabe mellem mennesker, hvis den ikke vejledes af Kundskab.
Jeres fremtidige verden vil have en meget mindre befolkning, men den må organiseres og ikke være et produkt af ødelæggelsen af den menneskelige familie. Men skiftet er en stor kløft, fra den verden, I har i dag, som smuldrer, og den fremtidige verden, som er jeres større løfte.
Det er som stod I på randen af en stor kløft og så hen over den til den anden side og undrede jer over, hvordan I skulle komme derover. Der er ingen magisk lift, der vil løfte jer over dette gab. Der er ingen bro, som på magisk vis vil komme til syne, for at få jer derover. I bliver nødt til at klatre ned i denne kløft, krydse den og finde vejen opad på den anden side.
Der er en vej, og Gud viser vejen i den Nye Åbenbaring. For Guds gamle Åbenbaringer kan ikke yde denne, for det var ikke deres formål. De var ikke designet dertil. Men nu er I nået en stor tærskel, måske den største, I nogensinde er stødt på – verdens destabilisering og jeres møde med et univers af intelligent liv, et ikke-menneskeligt univers, hvor frihed er sjælden.
Du må forstå disse ting, hvis du nogensinde skal opdage dit større formål med at være i verden. Du må forstå disse ting, hvis du skal forstå din indre natur, og hvorfor du er i konflikt med dig selv om, hvad du vil og hvad du har brug for. Du må forstå disse ting for at indse, at der er en visdomsstemme i dit indre og mange svaghedsstemmer i dit indre. Du må kunne bære det, der er sandt, selvom det virker usandsynligt og endda umuligt, givet verden i dag. Du må have Himlens Vision. Den må være i dit hjerte, ikke blot i dit sind.
Tænk på denne fremtidige verden. Den vil ikke være nogen nem verden. Den vil ikke være noget paradis. Den vil ikke være en verden, hvor du i det uendelige vil få alt, hvad du ønsker dig. Den vil være en verden med stort ansvar og samarbejde. Den vil være en verden, hvor du vil være nødt til at tage dig af andre mennesker og være en ægte deltager i din nation og i din kultur. Det er en verden, hvor menneskelig korruption vil blive indskrænket, selvom den ikke kan udryddes. Den vil blive indskrænket af nødvendighed, for i en verden som denne har menneskeheden hverken råd til krig eller revolution.
Jeres stilling i verden vil være svagere, end den har været tidligere, og I vil blive truet af kræfter fra universet, som vil forsøge at vinde herredømmet her, uden brug af magt, idet de bruger overtalelses- og tilskyndelseskunsten eller afskrækkelse. I vil kæmpe mod et ustabilt klima og svindet af ressourcer. Alt vil være nødt til at blive brugt godt og med stor omhu.
Men, det vil være en verden med stor åndelig styrke og stor sikkerhed, større end noget tidspunkt i menneskets historie, hvis en sådan verden kan opnås. Det vil være en verden, hvor menneskelig opfindsomhed vil være højt værdsat. Og Kundskabens styrke vil være tilgængelig for mange flere mennesker, end det er tilfældet i dag.
Du må høre, hvad jeg siger til dig. Det er ikke den verden, du ønsker dig. Det er den verden, der vil være og som må skabes. Og du ønsker den, og du vil i stigende grad ønske den, efterhånden som verden omkring dig bliver stadigt mere ustabil, stadigt mere udfordrende og stadigt mere farlig.
Her må du holde op med at kværulere over verden og bruge den energi, du bruger meningsløst og sløset på at klage og kritisere andre, på at begynde at opbygge dit livs Fire Søjler, det overordnede grundlag for at udholde en tid med store forandringer og omvæltninger. Du må tage Trin til Kundskab, for at finde den større styrke, som Gud har givet dig, som eksisterer udenfor intellektets rige og rækkevidde. Og du må se på verden, ved at følge Guds Nye Åbenbarings råd og vejledning, som alene har styrken og klarheden til at skabe en bedre fremtid for menneskeheden.
Her vil alle verdens religiøse lærer genlyde, hvis de kan forstås korrekt. For de blev givet for at opbygge den menneskelige civilisation, verdenscivilisationen, og det er delvist lykkedes dem.
Nu må den menneskelige civilisation beskyttes og igennem de Store Bølger af forandring, der kommer til verden, og må beskyttes mod intervention, overtalelse og manipulation fra kræfter udefra, som er her for at drage fordel af menneskelig svaghed, splittelse og forventninger.
Vig ikke tilbage fra dette, for dette er dit liv. Dette er din fremtid. Det er den verden, du vil overdrage til dine børn. Det er den verden, du bliver nødt til at tage dig af, når du endelig bliver voksen og holder op med at forkæle dig selv med dine fantasier og spilde din tid og dit liv på meningsløse engagementer med andre.
Det er en verden, der vil kræve menneskelig modenhed, menneskelig visdom og menneskeligt samarbejde på en skala, der aldrig før er set. Heri kan menneskeheden finde sin forløsning, sin styrke og opfylde sin skæbne, ved at blive en fri og selvbestemmende race i universet.
Dette er visionen. Denne vision må du fastholde, hvis I skal opbygge denne slags fremtid, uden at lade fortidens tragedier og konsekvenser og jeres ignorance, jeres dumhed tage modet fra dig og berøve dig denne vision. Ellers vil du gå glip af din skæbne her.
Her må du tilgive din fortid. Du må tilgive andre og se, at det hele repræsenterer behovet for Kundskab i dit indre. Dine fiaskoer, andres fiaskoer, fortidens fiaskoer, fremtidens sandsynlige fiaskoer må alle ses klart og objektivt og anerkendes som en demonstration, en enorm og overbevisende demonstration på behovet for Kundskab.
Derfor har Gud givet dig Trin til Kundskab. For første gang i denne verdens historie har Gud givet Trin til Kundskab til mennesker overalt, ikke kun til helgener og vismænd eller store kunstnere eller humanitære. Opskriften på succes og advarslen mod fiasko leveres nu som aldrig før.
Bedrag ikke dig selv ved at tro, at dette er en negativ vurdering af fremtiden. Det er simpelthen at være ærlig. Og hvis du kan være ærlig overfor dig selv og objektiv med hensyn til at se på verden, vil du se disse ting. De er klare som dagen for dem, der kan se.
Folk insisterer på den verden, de gerne vil have, fordi de er bange for verden. Og de er så givet til deres ønsker og deres overbevisninger og deres præferencer, at de ikke kan se det klart, der foregår omkring dem, og endda i deres eget indre. Så de fejlforvalter deres helbred. De fejlforvalter deres relationer. De fejlforvalter brugen af verden. De strides med sig selv, med andre og med selve livet.
Hvis du ser med klare øjne, vil du se disse ting demonstreret overalt omkring dig. Men du må ikke se fordømmende, hvis du skal have styrke, energi og fokus, til at fastholde den større vision, som et stigende antal mennesker må have.
Hvis Guds Nye Åbenbaring kan gøres tilgængelig for dette stigende antal mennesker, vil de kunne se. Og de vil kunne erkende, at Kundskab er den mest magtulde kraft i universet, og at den lever i deres indre, hvor den venter på at blive opdaget.
Husk, at menneskeheden står overfor en grundlæggende beslutning om, hvilken retning den vil tage. Og den vil fortsætte i dens nuværende retning, medmindre tilstrækkeligt mange mennesker beslutter sig for noget andet. Selv om de ikke kan skabe den nye verden med det samme, må de bygge fundamentet for, at den kan eksistere, hvilket vil kræve generationer af menneskers indsats og dedikerede handlinger.
Du undrer dig måske: Vil folk rent faktisk gøre den slags ting på trods af deres egeninteresser? Vi svarer, at hvis de vejledes af Kundskab, vil de gøre disse ting, for det er den storhed, der lever i dem.
Her må du have tro, ikke kun på resultatet, men på Kundskabens styrke og nærvær i dig. Hvis den er en fjern, en ukendt virkelighed, må du tage Trin til Kundskab, for at finde kilden til din styrke, din integritet og din større mission med hensyn til at være i verden på dette tidspunkt, under disse forhold.
Heri er Himlens velsignelser med dig. Uanset hvilken religion du er en del af, hvilken nation du lever i, hvilken social status du har, hvilken økonomisk realitet du befinder dig i – er Kaldet der, Kundskabens styrke er der. Den må komme frem i de mange nu, og ikke kun i de få. Dette er Himlens Vilje. Må dette således være menneskehedens hensigt.