Dit Formål og Din Skæbne

Der er et større formål for dig i verden, et større formål, der har bragt dig til verden, et større formål, der er beregnet til at tjene den verden, du ser, og den kommende verden. Dette formåls virkelighed – dets betydning og dets udtryk – eksisterer udenfor dit intellekts rækkevidde. Det er noget, der bor dybt i dig. Gud har lagt det dybt i dig, i en dybere Intelligens i dig, en Intelligens kaldet Kundskab.

Jeres forsøg på at forstå dette formål med jeres intellekt vil altid komme til kort, for intellektet blev ikke designet til at begribe ting af denne størrelsesorden. At prøve at forstå Kundskabens dybere Sind er som at prøve at forstå Guds Sind. Det er bedre ikke at forsøge.

Det, der er vigtigt, er at bringe dit liv i forbindelse med denne dybere Intelligens, i alliance med denne dybere forbindelse. Det vil give dit sind, dit intellekt, alt det arbejde, det overhovedet kunne påtage sig.

Folk har mistet deres forbindelse til Gud. Selv folk, der hævder at have religion, har nu skabt en forståelse af Gud eller har adopteret den fra deres kulturer, fra deres traditioner, der ikke griber sagens egentlige essens. Den griber ikke mysteriet og kraften og styrken af, hvad dit større formål egentlig er. Det repræsenterer sindet, der forsøger at forstå Åndens virkelighed. Dette forsøg og denne forståelse vil altid være ufuldstændig, vil altid kun være en tilnærmelse.

Det er vigtigt, at du forstår dette, for du vil prøve at forstå, og måske har du allerede taget mange idéer til dig. Måske tror du brændende på ting vedrørende virkeligheden af dit dybere liv, din forbindelse til Gud og dit større formål i verden. Men her vil virkeligheden altid være udenfor din rækkevidde.

Men den er ikke udenfor din oplevelse, for den taler gennem din oplevelse. Den udtrykker sig gennem din oplevelse. Og i mange tilfælde vil denne form for oplevelse være uforklarlig, gå hinsides din forståelse, hinsides definition.

Derfor er det nødvendigt altid at tillade en del af dit liv at være mystisk og at behandle det med ærbødighed og med undren, med forventning. Du føler måske, at du har et fast greb om dine anliggender, dine interaktioner med andre, dit arbejde i verden, dine pligter, dine aktiviteter, dine forpligtelser og så videre. Men du må altid have en undren over dit livs mysterium. Hvis du mister denne følelse af undren, har du mistet din forbindelse, din mest vitale forbindelse, din livline til Gud og, i det mindste midlertidigt, muligheden for at opleve og udtrykke et større formål med dit liv.

Den verden, du ser, vil kalde dette formål ud af dig, når du er klar. Ikke blot hvad som helst i verden. Det vil være noget meget specifikt. En situation, en række omstændigheder, en meget unik relation, en stor vanskelighed, et stort og presserende behov i verden, vil tale mest dybtgående til dig, mest direkte. Og hver gang du tænker på det, hver gang du genoplever det, har det den samme dybere resonans over sig.

Det er som om du har fundet noget, der har dit navn på sig, noget der taler direkte til dig, noget der vækker en større følelse af engagement i dig. Igen, du kan forestille dig og tro, at du har et formål, og måske vil dette ændre sig mange gange. Men dette er ikke det samme, ser du.

Mange mennesker har givet deres idéer al troværdighed og har glemt værdien og betydningen af deres egen oplevelse. Nu prøver de bare at opleve deres idéer. De ønsker, at deres oplevelser bekræfter deres idéer, validerer deres idéer, viser sandheden i og effektiviteten af deres idéer. Men det er ikke det, ser du.

Det er menneskers grundlæggende usikkerhed, der får dem til i denne grad at identificere sig med deres tanker, der får dem til at basere deres liv på overbevisninger og antagelser, mens de hver gang mister denne følelse af mystik og usikkerhed og forventning, der er en følge af at leve tæt på livet.

Her må du være uden en fyldestgørende definition. Dit liv må være åbent. Mulighederne må eksistere. Her erkender du, at dine idéer og overbevisninger kun er nyttige. De er ikke det absolutte. De er der kun for at hjælpe dig med at navigere i verden. De er der ikke for at definere verden. De er der kun for at hjælpe dig med at forstå livet, ikke at definere livet.

Her må din følelse af sikkerhed nå dybere, hinsides dine overbevisningers og antagelsers og idéers rækkevidde, til noget meget sundere og mere grundlæggende i dig.

Du kan tro inderligt på Gud. Du tror måske inderligt på din religions diktater, men det betyder ikke, at du har fundet dette dybere fundament. Dette fundament demonstreres og repræsenteres af Kundskab i dig – den dybere Intelligens, som Skaberen af alt liv har lagt der, for at vejlede dig, beskytte dig og føre dig til et større liv og til et større formål i verden.

Hvis du er begrænset af dine overbevisninger, hvordan kan Gud så bevæge dig til at gøre noget? Så snart din tænkning eller dine aktiviteter begynder at gå ud over de grænser, du har sat for dig selv, vil du føle dig bange; du vil føle dig ængstelig; du vil føle dig uvis. Din identitetsfølelse vil være rystet. Du vil være usikker på, hvad du foretager dig. Og du vil sandsynligvis trække dig tilbage, tilbage til sikkerheden, tilbage til dine overbevisningers og antagelsers indelukke.

Det er ren arrogance at tro, at du forstår Gud, at du forstår, hvad retskaffenhed er, at du antager, at du kender Guds Vilje og Hensigt med dig og med hele menneskeheden. Alligevel gør mange mennesker disse antagelser og går ind for disse antagelser og fordømmer andre for ikke at være enige med dem.

Hvis du skal have noget håb om at finde dit større formål i verden og bevæge dig udover dine egne overbevisningers og antagelsers indelukke, må du åbne døren til livet. Du kan ikke bo i dine egne definitioners rum. For dette rum bliver som et fængsel – et fængsel uden vinduer, hvor du ikke kan se ud.

Døren må stå åben. Vinduerne må stå åbne. Rummet giver dit liv definition og stabilitet, men det må være åbent for livet. Din forståelse af Gud må evolvere, må udvikles. For det at ske, må du være villig til at gå gennem perioder med dyb tvivl og uvished, idet du går fra én række idéer eller forståelsesniveau, til et andet.

Det er ligesom manden på trapezen. For at komme fra en stang til en anden, må han give slip. Et øjeblik vil han ikke holde på noget, ser du. Men han har tillid til, at han kan række ud og finde den næste stang, som venter på ham.

Det er ligesom din udviklende forståelse. Som elev kan du ikke antage at være mesteren. Som elev må du være villig til at lære det, du ikke allerede ved, og stille spørgsmålstegn ved dine egne antagelser.

Men mange mennesker vil ikke gøre dette, for de tror, at deres overbevisning er sandheden. De tror, at deres overbevisninger er den, de er, og definerer deres liv og giver dem vished og stabilitet i en uvis verden.

Gud har lagt et større formål og en større Intelligens i dig. Hvis du skal opleve den, hvis du skal forstå de beskeder, den sender dig, de tegn, den giver dig, og hvis du skal kunne følge den vej, den udstikker for dig, må du være villig til at gå fremad, hinsides grænserne for din forståelse, hinsides din kulturs eller religions konventioner, hinsides andres forventninger.

Hvis du søger konsensus med hensyn til dine synspunkter, vil du altid sigte for lavt. Du vil altid antage lavere standarder for dig selv. Dette er ikke din skæbne, ser du – at komme ind i verden og stivne i verden og i verdens overbevisninger og forventninger og så videre.

Du er her for at bygge et fundament, så dette større formål kan opleves, følges og komme til udtryk. Dette er dit grundlæggende ansvar, og det vil være din grundlæggende følelse af opfyldelse. For intet andet vil opfylde din sjæls dybere behov. Rigdom, fornøjelse, forkælelse af dig selv, romantik, præstation, anerkendelse – ingen af disse ting vil opfylde sjælens dybere behov, for dette er dit livs dybere behov.

Selv hvis det lykkes dig at samle verdens rigdom og anerkendelser, vil din sjæl forblive sulten, dens behov uopfyldte, og du vil være rastløs og ængstelig. Dine succeser og resultater vil være meget midlertidige og flygtige. Din rastløshed vil stige. Din følelse af skuffelse vil vokse. Og du vil se disse succesers overfladiskhed. Du vil se, at de ikke opfylder dig. De besvarer ikke dit dybere behov, dine dybere spørgsmål.

De kan kun besvares af den kraft og det nærvær, som Gud har lagt i dig, en kraft og et nærvær, som du ikke kan kontrollere, som du ikke fuldtud kan definere, som du ikke kan bruge til at få det, du ønsker ud af livet.

I dit hjerte ved du, hvad Vi taler om her. Det er som en dør, du er bange for at åbne. Det er som en stilhed i dig, som du er bange for at mærke. Det er som Nærværet, der står bag dig, som du er bange for at rette dig mod og se i øjnene – nu grebet af verden med alle dens konflikter og problemer og kampagner, grebet af dit arbejde og dine relationer, med knapt et øjeblik til at reflektere.

Alt dette afventer dig. Uanset om du er konservativ eller progressiv, uanset dine politiske idéer og holdninger, uanset dine klager og formaninger mod andre, afventer dette mysterium, dette kald dig.
Måske tænker du i dette øjeblik, “Nå, det er ikke problemet. Jeg kan se dette i øjnene. Jeg ved, hvad det her er. Det kan jeg leve med.” Men, når du virkeligt begynder at reagere, vil du se, hvor meget modstand du har. Du har været ude af forholdet til dig selv så længe, at du nu er bange for det. Du modstår det. Det skaber en angstfølelse i dig.

Uanset om du tror på Gud eller ej, er Gud endnu dybt foruroligende. Som en oplevelse snarere end blot en idé, er Gud dybt foruroligende – foruroligende for dine planer, for dine mål, for det, du har etableret, for dine tilknytninger.

Der er en følelse af skam der, fordi du har gjort ting, du ved, ikke er rigtige. Der er ting, du har fortrudt. Du har ting, du ikke ønsker, at Gud skal se, ting du ikke ønsker at bringe ind i dette primære forhold. Og således er der modstand.

Du kan knytte dig til idéen om Gud, men til oplevelsen, ja, det er en helt anden sag. Du kan bede til Gud om det, du ønsker, eller om at blive beskyttet eller at dem, du elsker, bliver beskyttede, men kan du virkeligt være med relationen, med selve oplevelsen, uden at stikke af, uden at finde et sted at gemme dig?

Folk tilbeder. De beder til Gud. De falder på knæ. Men de er bange for oplevelsen, forbindelsen, Nærværet, Nåden.

Du kommer til Gud med dine hænder åbne. Du kommer til Gud, uden antagelser, uden formaninger, uden erklæringer. I dine bønner, i dine meditationer, uanset din spirituelle praksis, bringer du dig selv dertil, som du er – med fortydelser, med angst, med uvished, med frustration – som du er, bringer du dig selv dertil.

Vær med stilheden. Du lærer at være med denne stilhed. Det er i denne stilhed, at Kundskab vil tale til dit sind, at Gud vil kommunikere til dig, gennem den Intelligens, som Gud har lagt dybt i dig.
Det er her, du lærer at være tålmodig og opmærksom, fremfor nervøs og krævende.

Folk vil have svaret på deres liv: ”Fortæl mig bare, hvad mit liv er. Bare vis mig, hvad jeg skal gøre.” Men de er bange for forholdet og den forbindelse, der i fremtiden vil gøre dette ægte og muligt og effektivt. Uden denne forbindelse fungerer du endnu på idé- og antagelsesniveauet.

Du er nødt til at vente og tage imod, ikke nødvendigvis tage imod alle de ting, som du gerne vil have, men at tage imod nærværet og forbindelsen – lade dette langsomt omforme dit liv, om-orientere dine prioriteter, sætte dine værdier i en form for sammenhæng og forenethed i dig.

For du kan ikke leve et større liv baseret på dit liv i dette øjeblik. Du kan ikke hoppe fra hvor du er til en anden sindstilstand og bevidsthed og deltagelse i verden. Der må være et dybtgående omslag i dig, og dette repræsenterer det indre arbejde, der må finde sted – et indre arbejde, der virkeligt er mystisk, ser du.

Du har måske et begreb om det. Du kan værdsætte det. Du kan se det som nødvendigt. Men hvordan det virkeligt foregår, er fuldstændigt udenfor intellektets rækkevidde. Det er Guds arbejde i dig.

Du kan ikke blot godtage et program eller en idé og sige: “Dette er mit højere formål.” For du er stadig den samme gamle person, med de samme gamle idéer, forventninger, vaner og opfattelser. Disse ting vil ikke tillade dig at antage et større liv. Disse ting vil få dig til at begå de samme fejl om og om igen. Disse ting vil holde dig præcist hvor du befinder dig.

Du kan ikke bare ændre din garderobe eller gøre noget kosmetisk og påstå, at dit liv har ændret sig, at du har ændret dig, selvom folk forsøger at gøre dette hele tiden. En ny række idéer, en ny række af omstændigheder, måske nye forhold, og de tror, at deres liv er forvandlet. Men indeni er der endnu ikke rigtig sket noget.

Så, i begyndelsen er det, at tage Trin til Kundskab, meget mystisk – at begynde din rejse til et højere formål i livet. Udefra ser det ikke nødvendigvis ud til, at der sker noget, og du er utålmodig. Du vil have resultater. Du vil gerne have dine aktiviteter valideret. Du vil gerne nå dine mål i dag, i morgen.

Men noget bevæger sig i dit indre – umærkeligt, time for time, endda dag for dag, men uge for uge og måned for måned, åh jo, noget er virkeligt ved at ændre sig. Og det ændrer sig på et niveau, som du ikke rigtig kan forstå. Har du tålmodigheden og udholdenheden til at blive med dette og tillade denne forandring at finde sted?

Ser du, det er som at bage brød i ovnen. Hvis du tager det ud hvert tiende minut, for at se, om det er færdigt, vil det ikke hæve. Dejen vil ikke gennemgå sin forvandling. Den bliver ikke til noget spiseligt og nyttigt og smukt.

Sådan er det også med dig. Du bliver nødt til at lade Gud skabe forandringen i dig – omslaget i hjertet, omslaget i sindet, omslaget i det, du værdsætter og prioriterer, villigheden til at ændre dine omstændigheder, endda dine relationer. Og dette gør du, fordi du har et dybt behov, et stort behov – behovet for at vide, hvem du er, og hvorfor du er her, hvad dit liv er for, og hvad dit liv handler om.

Så, i begyndelsen er det meste af arbejdet i det indre. Det drejer sig om at bygge et fundament i dig, at skabe et omslag i dig. Ellers er antagelsen om højere formål blot kosmetisk. Det er som at tapetsere dit værelse. Det skaber kun et andet udseende.

At have et større formål med dit liv betyder, at du må have Kundskab, som grundlag, etableret i dig, ellers vil du løbe væk, ud i verden, med dine store idéer om, hvem du er, og hvorfor du er her. Og Gud vil ikke kunne hjælpe dig. Kun skuffelse og desillusion vil bringe dig tilbage til din fornuft, vil bringe dig tilbage til din ydmyghed, vil bringe dig tilbage til Gud.

Idet du begynder at mærke beviserne på, at der er et større formål med dig, vil du se, at der har været tegn hele tiden – noget har holdt dig tilbage, noget har afskrækket dig, noget har forhindret dig i at have øjeblikkelig tilfredsstillelse eller umiddelbare relationer til andre, tegn, der indikerede bestemte ting om dig, der er relevante for dit større formål: orienteringer i dit liv, unikke og endda ejendommelige interesser.

Du resonerer dybt med visse ting, endda ulogisk, for det er tegnene. Og de har været med dig hele tiden, helt tilbage fra din barndom, ser du, hvilket indikerede noget om dig – en naturlig orientering, en naturlig interesse eller resonans, der taler til dine fremtidige præstationer og muligheden for at leve et større liv.

At begynde at reagere her, at bevæge sig i en sand retning og tillade dit liv at blive omformet og omdirigeret af Kundskab i dig, giver dig stor glæde og bekræftelse. Endeligt begynder du at føle, at du er én person, i stedet for en gruppe af splittede og kivagtige fraktioner – der vil forskellige ting, går i forskellige retninger, trækkes i af forskellige kræfter.

Du begynder at føle, at du har en form for fundament i dig selv, et center for dit Væsen, at du er forankret et ægte sted, modsat kun at være knyttet til omstændigheder, til mennesker og til steder. Og dette giver en stor følelse af styrke og varighed.

For følelsen af mening med dit liv er udelukkende en oplevelse. Måske vil du først senere, i bakspejlet, virkeligt forstå, hvorimod det i øjeblikket er en oplevelse. Og dette giver dig mulighed for at falde til ro i dig selv. Dette giver dig mulighed for at være stille og opmærksom i dig selv. Dette lærer dig værdien af tålmodighed. Det lærer dig betydningen af at vente på, at tingene finder sted, på at brødet bages i ovnen, på at tingene går deres gang.

Over tid vil du forstå, hvordan forandring virkeligt finder sted i mennesker, hvordan dette større omslag sker. Hvad er tegnene på det? Hvad er de farer, der kan forhindre det i at ske? Du vil se disse ting, fordi du selv har oplevet dem i tilstrækkelig grad, så du kan begynde at få en reel forståelse.

Her må du give afkald på idéen om perfektion og herredømme, for det er besættelser. Det er sindets idéer. Hvis du virkeligt reagerer på Kundskabens kraft og tilstedeværelse i dig, vil du indse, at du må give afkald på disse ting. Du ved ikke, hvad herredømme er. Du ved ikke, hvad perfektion er. Disse ting må med tiden vises dig.

Gud vil tage dig hinsides de antagelser, du har gjort, baseret på din kulturs eller din religions værdier, til en større forståelse. Men du må være villig til at tage derhen. Og idet du går, indser du, at du virkeligt ikke forstår. Det, du troede, du vidste, det, du troede var korrekt, er du nu ikke længere sikker på.

Her vil mange mennesker ikke forlade kysten. De vil ikke vove sig ud på det åbne vand. De vil gerne være solidt plantet på deres overbevisnings og forståelses grund. At træde ud på båden, der flyder, jamen, det er for skræmmende for dem. De vil slå deres flag op på landet. De vil ikke vove sig ud på det åbne vand. Og verden udenfor deres kyster vil forblive ukendt for dem. Og de vil ikke tage på den rejse, der er for dem at tage.

Idet du forlader denne kyst, vil du i en tid være uden fast grund, ser det. Du er afhængig af tømmerflåden, der vil tage dig til den fjernere kyst, og den fjernere kyst, kan du ikke se. Den er for langt væk.

Du må forlade det liv, du har kendt, for et nyt liv. Men for at komme dertil, vil du være ude på det åbne vand, og Kundskab vil være din tømmerflåde. Og de relationer, der er stærke med Kundskab, som minder dig om Kundskab, vil være dit selskab og din sikkerhed.

Selvom du måske er meget i tvivl og måske ønsker at vende tilbage til den kyst, hvorfra du er taget af sted, vil der være noget i dig, som vil blive ved med at tilskynde dig til at komme videre: “Fortsæt. Stop ikke. Fortsæt ud. Vend ikke tilbage.”

Og du vil være bange: “Åh, jeg efterlod så mange ting. Måske har jeg lavet en frygtelig fejl. Og jeg har opgivet disse ting. Åh, gud, jeg burde have dem tilbage. Hvad er det jeg laver?” Men noget inden i dig siger: “Fortsæt fremad. Gå ikke tilbage. Du kan ikke gå tilbage.”

Gud prøver at tage dig et sted hen, fra dit indre. Der er ingen højt kommanderende stemme, der kommanderer dig nu. Det er den vished, som Gud har lagt i dig – en vished, som du ikke kan ændre, som du ikke kan forhandle med, som du ikke kan argumentere med, som du ikke kan ændre efter din frygt og præferencer.

Nogle mennesker tror, at deres højere formål er at blive fuldt engageret i det, de virkeligt gerne vil. Men det er sjældent tilfældet, ser du, for det, de tror, de virkeligt gerne vil, er reelt en erstatning for noget andet, og de vil gerne, at Gud skal bekræfte deres erstatning. De vil gerne bruge religion og spiritualitet til at bekræfte, at det, de gerne vil, virkeligt er det, de burde have og er sandheden for dem.

Men, ser du, du kan ikke ændre den retning, som Gud har givet dig i livet. Du kan kun ændre din reaktion på den. Du bliver nødt til at ændre dit udtryk for den, givet verdens omstændigheder, og til en vis grad tilpasse dets udtryk, men du kan ikke ændre på, hvad det virkeligt er, ser du. Det er det, der giver dig frihed – friheden til endeligt at være den og det, du er, til at følge det liv, det var meningen, at du skulle leve.

Folk tror, at det er et tab af frihed, når de ikke selv kan opfinde deres liv – være hvem end, de vil være, have hvad end de vil have og gøre hvad end de vil, uden nogen ansvarsfølelse. Og selvom de måske prøver tusinde ting, er de stadigt fortabte og frustrerede og uopfyldte.

Hvad dit formål er, er noget, der venter på at blive opdaget. Tegnene er der. Du må tillade, at de ændrer dit liv, selv det, at sætte spørgsmålstegn ved ting, du fuldtud tror, du virkeligt ønsker eller må have for dig selv. Selv disse ting må sættes i tvivl, for der er noget større, der kalder på dig – noget større end tilfredsstillelsen af dine ønsker.

Hvis du har modet og integriteten til at reagere på dette, begynder du at have et rigtigt fundament i dit liv – ét, der ikke kan forføres af verden, ét, der ikke kan styres af andres krav eller forventninger, ét, der ikke vil gives væk for nemheds skyld eller for personlig erhvervelse, ét, du ikke forhandler med, ser du.

Det er det, der giver dig din styrke, din kraft og din integritet. Det er det, der inspirerer andre. Det er det, der gør overgivelsen af dine sande gaver mulig, meningsfuld og effektiv.

Nogle mennesker tror, at de allerede er ankommet: “Dette er mit formål. Jeg udfører mit formål,” når de i virkeligheden kun er nået en fjerdedel opad selve bjerget, måske i den rigtige retning, men de har lang vej endnu. De tror, de er ankommet, men i virkeligheden har de kun rundet et af mange hjørner. De må fortsætte. Kundskab vil ikke lade dem sidde tilbagelænet eller selvtilfredse.

For der er meget længere at gå, og dine omstændigheder og udtryk for det, du gør, kan ændre sig. Så selv, når du tror, du er ankommet, er du først lige begyndt.

Denne rejse er det, der vil forny og genoplive din sjæl – den dybere glæde og følelsen af, at dit liv bliver bekræftet, følelsen af at høre til i livet, snarere end blot at være en, der vandrer rundt i verden – uden mål, uden retning, som et rorløst skib på havet blæses hid og did af den vind og strøm, der hersker i det øjeblik, brager ind mod kysterne, ude af kontrol.

Kundskab er dit ror. Kundskab er det, der får dig til at bevæge dig i den rigtige retning – ridder verdens storme af, klarer sig igennem uvished, klarer at tvivle på sig selv, kommer sig over andre menneskers skuffelse over én.

Så, ser du, i stedet for at tale om slutresultatet med hensyn til et højere formål, taler Vi om opdagelsesprocessen og den rejse, du må følge, for det er den, der betyder noget.

Du må være villig til at tage afsted, uden at vide, hvordan den anden kyst vil se ud, hvordan den vil være for dig. Hvis du ikke har dette mod og denne forpligtelse, kommer du ikke op på båden. Du kommer ikke på dette skib til den Nye Verden. Du vil tøve. Du vil falde tilbage.

Skibet sejler. Du kommer ikke på det. Du vil blive i dit lille liv med dine små idéer. Du bliver i din celle, selvom døren står åben. Du vil lukke dørene og vinduerne, for du har ikke lyst til at kigge ud. Du vil være som en person, der lever i en lille skal, indkapslet af sine egne idéer, identificeret med fortiden, identificeret med det, du er vant til. Og inden i dig vil dit hjerte og din sjæl blive udsultede og uopfyldte.

Det er ikke det, Gud havde til hensigt med dig, men det er en risiko. Det er risikoen ved at være betaget af verden. Det er risikoen ved at være fortabt i sig selv. Det er risikoen ved at blive uforbundet med sit livs Kilde og med sit livs mening og retning. Disse risici er reelle og omfattende. Se dig omkring, og du vil se, at dette er tilfældet.

Her kan du ikke søge konsensus, for hvis du virkeligt reagerer, er du måske den eneste person, du kender, som reagerer. Her må din forpligtelse til sandheden være større end din forpligtelse til andre eller til dit behov for andres validering og godkendelse.

Guds kald vil kalde dig ud, kalde dig ud af køen. Og du skal tage en vej, som andre tilsyneladende ikke tager. Og din frygt for ensomhed kan være dyb, men du vil ikke være alene længe på denne rejse. Du bliver nødt til at tage denne risiko. Her opgiver du trældom og underkastelse til andre, for noget stort. Men sådan ser det i øjeblikket måske slet ikke ud, ser du.

At blive kaldt, er at blive kaldt ud af køen, hvor andre står. De kan selvfølgeligt ikke følge med. Der bliver ikke kaldt på dem i dette øjeblik. Selv de mennesker, du tror er åndeligt uddannede, er måske ikke i stand til at tage med dig og forstår måske ikke engang, hvad du foretager dig. Her vil du begynde at se forskellen mellem ideologi og inspiration, mellem selvdefinition og et større formål med livet.

Store forandringer kommer til verden. Dem må du være der for. Store vanskeligheder kommer til menneskeheden. Du bliver nødt til at være parat til at gøre din tjeneste til verden. Det kan ikke tage dig evigheder at bestemme dig eller hive dig selv med, for du prøver at komme et sted hen og det er sent. At yde dit bidrag til verden må ske i tide – på det rigtige sted, med de rigtige mennesker.

Hvis du ikke er på dette sted eller sammen med disse mennesker, falder du bagud. For her er tiden afgørende. Derfor er der omkring dette altid en følelse af, at det haster. Du forsøger at komme til et sted for dit rendezvous med andre, der er beregnet til at være med dig, som er bestemt til at være med dig. Du må selv komme dertil. Hvis du vandrer rundt eller falder ved vejsiden, i tvivl og forvirring, kommer du ikke til dit rendezvous.

Du har en aftale med verden, ser du. Du blev sendt hertil for at få en aftale med verden. Du må lave denne aftale. I dit hjerte og sjæl vil du forsøge at komme til denne aftale, og selvom du måske misfortolker alle tegnene på den, er den der ikke desto mindre.

Som du kan se, er der mange farer og risici. Der er mange faldgruber. Der er mange selvbedrag. Der er mange andre kræfter i verden, der vil trække dig væk eller holde dig tilbage. Men dit større formåls virkelighed er den mest kraftfulde stemme, der findes.

Men for at vide dette, for at opleve dette og følge dette, må du tage denne rejse, ser du, rejsen af mange trin. Tage Trin til Kundskab – lade Kundskab omforme og reformere dit liv; lade Kundskab tage dig ind i fremtiden og bygge et nyt grundlag; lade Kundskab tage dig til disse omstændigheder, til de steder, til de mennesker, som du har brug for at forbinde dig med. For kun Kundskab ved, hvor rendezvouset må finde sted, hvornår du må dertil, og hvordan rejsen kan gennemføres.

Her kan du kun følge med, men du må bruge din forstand. Du må bruge dine talenter. Du må bruge din skelneevne og din diskretion. Dette vil forlange, at du får så meget styrke som du kan, at du samler dig selv, at du holder dig samlet, holder dit fokus intakt, holder din selvtillid intakt, at blive ved med at bevæge dig i den rigtige retning.

Der er ingen passivitet her. Der er ingen hængen ud her. Det er at leve et forpligtet liv, og denne forpligtelse er det, der frigør dig – frigør dig fra afhængighed; frigør dig fra ambivalens; frigør dig fra konflikt; frigør dig fra at skade dig selv; frigør dig fra fare; frigør dig fra at give dit liv væk for skønhed, for rigdom, for charme. Frigør dig fra alle disse ting, ser du. Det frigør dig fra disse ting, og det frigør dig for noget større. For der er frihed fra noget og frihed til noget. Men, for at få frihed til noget, må du opnå frihed fra noget.

Kundskabens kraft kalder på dig i dag. Den kalder altid på dig. Lige meget hvad du synes om den, uanset hvilken holdning du tager til den, er den intakt. Den er kraftfuld. Den ændrer sig ikke. Derfor er den det eneste pålidelige i dig. Den er det eneste, der er troværdigt i dig. Den er det eneste, der er sikkert i dig.

Find det, der er vist, det, der er kraftfuldt, som har retning, som ikke tusker eller forhandler, og følg det – tag Trinnene hver dag, tillad dit liv at blive omarrangeret, tillad dine værdier at ændre sig, tillad dit sind at komme i fokus, så dine sande tilbøjeligheder får præcedens over dine distraktioner.

Dette er den store rejse. Det er dette, Gud ønsker for dig. Det er derfor, Gud har lagt Kundskab i dig. Det er dette, som verden vil have brug for fra dig i fremtiden. Det er dette, dine fremtidige forhold vil lede efter i dig: beviserne på og nærværet af Kundskab.

For du har en aftale med verden. Du har en større skæbne i verden. Og du har et større formål med at være her. Det er gennem dette, at du vil kende dig selv, og at du vil vide, at Gud er i dit liv.